Et samtalemateriale til at tale med børn om stress og belastningsfaktorer

Når børn ikke trives, ikke magter deres dagligdag og lader det komme til udtryk på forskellig uhensigtsmæssig vis, kan det være et udtryk for at barnet er i en tilstand af stress. Ofte er første skridt, i de indsatser vi tilrettelægger i skolen, at reducere stressniveauet såvel i barnet som i dets omgivelser. Samtalen med barnet kan her være et vigtigt redskab til at opnå viden om, hvad der er på spil for barnet, men det kan være vanskeligt for mange børn at forstå og beskrive sig selv og egne reaktioner. Ikke mindst for børn med diagnoser som fx autisme og ADHD. På den baggrund har jeg udviklet et samtalemateriale, Detect & Destroy, til at tale med børn om, hvorledes de oplever deres situation. Et materiale, der inviterer barnet til at beskrive, hvad der giver energi, samt hvad der modsat dræner for energi, med konsekvenser som depression, angst, udadreagerede adfærd samt selvskade. Endvidere er materialet psykoedukativt i forhold til at lære børn om stress og forståelse af egne stress-reaktioner. Endeligt viser eksempler, at det at have et fælles sprog med børnene omkring hvad der hhv. giver og reducerer stress gør materialet let overførbart til dagligdagen både for barnet selv og for de voksne omkring barnet.

Intention og motivation for udvikling af Detect & Destroy:

Som kommunalt ansat psykolog ved special – og centerskolerne i Herning Kommune møder jeg mange børn med forskellige diagnoser – typisk ADHD, autisme, angst og depression. Mange børn kommer til mig efter en langvarig periode med konflikter. Alle har de det til fælles, at de er enten udadreagerende, skolevægrende og/eller selvskadende. Når alt kommer til alt, handler det om børn i en tilstand af en form for stress. Stress opstår, når krav og forventninger er større end de ressourcer, barnet har i en given situation. Omgivelserne, i form af forældre, pædagoger og lærere, beskriver afmagt og frustration. De har ofte en oplevelse af ikke at kunne forstå barnet og barnets reaktioner. Ikke at kunne nå barnet. Ikke at vide, hvad de skal stille op for at hjælpe barnet med at finde ro. Ofte har de på arbejdsmøder eller ved skole-hjem samtaler velmenende forsøgt at gætte sig frem til, hvad problemet er. Alt for ofte har jeg oplevet, at vi/de har gættet forkert, hvis jeg efterfølgende spørger barnet om, hvad der fører til problemadfærd hos hende/ham. Der er som oftest blevet talt rigtig meget med (til!) barnet om adfærd, dog uden at det af den grund er blevet mere tydeligt, hvad der ifølge barnet skal til for at ændre på situationen og adfærden.

Inden for mit arbejdsområde har det vist sig effektfult at spørge barnet. Det er imidlertid helt centralt at der spørges på en måde, hvor barnet reelt har mulighed for at fortælle, beskrive og komme med egne input i en opklarende og ikke-dømmende tryg ramme. I en sådan ramme er det væsentligt at tale med børnesprog om det, der er svært, uden at vi taler ned eller negligerer at selv de små ting kan betyde alverden for det enkelte barn.

Mange børn har hverken strategier til, eller erfaring i, at tale om de bagvedliggende stressfaktorer, der ofte er baggrund for den uhensigtsmæssige adfærd. De har modsat rigtig meget erfaring i at tale om enkelt-episoder, når de voksne spørger ”hvorfor gjorde du det?”, og barnet hertil skal kommentere på netop den ene episode, der var dum. At nuancere billedet, at se bag om adfærden og endda at forudsige at lige om lidt ser det ud til, at en konflikt er på vej, er imidlertid fremmed for mange børn. De må hjælpes på vej til at tale om deres oplevelser, deres verdensbillede og version af livsomstændigheder.

Der findes adskillige gode arbejdsark og arbejdsbøger, der har til hensigt at støtte samtalen med børn omkring selvforståelse, psykoedukation mm. Disse er imidlertid typisk præsenteret som ”bundne opgaver” for barnet, der således ikke frit får givet ordet til at fortælle, hvordan han/hun oplever sin verden. Modsat kan den åbne samtale uden et fælles tredje være en vanskelig setting for barnet at være i. Ligeledes findes der utallige gode bøger omkring børns udvikling og påvirkning heraf fortalt til forældre og fagpersoner. Vi voksne er faktisk rigtig gode til at tale om stress og det, der er svært, og vi har fra organisationspsykologien forskellige modeller og rammer til at tale om det, der er svært, med hinanden. Voksen til voksen.

Jeg har det seneste års tid været særligt optaget af, hvordan jeg kan oversætte den megen forskning der er om stress, hjernens påvirkning og udvikling under stress, til børnesprog og pædagogisk praksis. Hvordan implementerer vi det i den pædagogiske dagligdag, således at vi understøtter barnets udvikling? Med henblik på at få børnene medinddraget, har det været centralt, at det ikke blot er noget, der sker omkring barnet, men som udspringer fra barnet selv, med hensyntagen til at hvert barn er unikt. Hvordan kan barnet selv være med til at sætte ord på, hvad der sker i ham, for ham og omkring ham, når han gang på gang oplever ikke at lykkes? Når han kommer til at ”lave fejl” som et resultat af ikke at forstå eller ikke oplever sig forstået.

Udviklingen af Detect & Destroy
I starten hed materialet stressklodser. En formiddag havde jeg en samtale med et barn, der sagde: ”Det minder mig om et spil på min iPad. Vi opdager, hvad problemet er – og så plaffer vi det ned. Detect! Og så Destroy -paf paf paf!”. Deraf opstod navnet.

I udviklingen af Detect & Destroy har det været vigtigt for mig, at det gav mening for børnene. Det skulle inspirere dem til at tale, finde på, og gå på opdagelse i, hvad der sker hos dem. Ligeså vigtigt blev det for mig, at børnene kunne tage det ”med ud af lokalet”, når de havde været hos mig. At det giver så meget mening for dem, at de kan anvende det – også når jeg ikke er der. Og at de voksne, der er omkring børnene i dagligdagen relativt nemt kunne samle op på de strategier efterfølgende.

Detect & Destroy støtter barnet i at fortælle om sin oplevelse af sin verden, hvor barnet ikke blot får mulighed for, men helt intuitivt begynder at beskrive og illustrere, hvordan det opfatter sin dag og sine omgivelser, når det hele synes at drille og være svært. Når barnet oplever stress. En viden, der ikke kun skal bruges til at barnet opnår forståelse af sig selv og egen adfærd i forhold til sine omgivelser, men som i ligeså høj grad skal bruges til at finde strategier for, hvordan situationer kan håndteres. Måske mest centralt at de voksne, der er sammen med barnet i dagligdagen får indblik i barnets opfattelse af sig selv og sine omgivelser, og med det øgede kendskab bliver sat i stand til (hurtigere) at gribe ind og støtte barnet ud fra, hvad der for barnet har betydning.

Således er samtaleindholdet ikke udelukkende noget der sker ved en ugentlige samtale, men noget der til stadighed er i barnets nærhed og dagligdag.

Børn tænker i billeder og historier. De husker ved at røre, deltage aktivt og ved at materialet bliver inspirerende i farver og former. Materialet skal indbyde til fælles aktivitet og samspil, og det skal samtidig oversætte svært teoretisk stof til børnesprog. Derfor ser Detect & Destroy ud, som det gør, med en teoretisk forklaring til den voksne om hvilke spørgsmål vi stiller og hvorfor, samtidig med at det for børnene præsenteres som en leg, der handler om at finde ud af, hvad der sker i dig.

Hvem kan bruge Detect & Destroy?
Detect & Destroy henvender sig til fagpersoner – lærere, skolesundhedsplejersker, AKT, pædagoger, psykologer m.fl. Det er afprøvet på børn med ADHD, mental retardering i lettere grad og Autisme[1], men kan ligeså vel bruges til alle mulige andre børn med en udviklingsalder på 6-18 år. Fagpersoner, der har anvendt materialet siger bl.a.: ”Det giver bare så meget mening”, ”Samtalen gik langt over hvad jeg havde forventet. Jeg fik oplysninger, som jeg ikke havde hørt før, og barnet var selv med til at lægge en plan bagefter”.

Materialet må tvistes, justeres og bruges på kryds og tværs, afhængig af, hvad der giver mening i samspillet mellem barnet og den voksne.

Det teoretiske grundlag og eksempler
Ofte er noget af det første jeg arbejder med, når vi tilrettelægger indsatser i skolen, stress reducering. Til dette er jeg bl.a. inspireret af Bo Hejlskov og Trine Uhrskovs stress- sårbarhedsmodel. Stress opstår, når krav og forventninger er større end de ressourcer, barnet har i en given situation. En følelse af kaos og katastrofe opstår, når presset bliver for stort. Følelsen kan overskygge alt, og det kan være svært at handle fornuftigt og hensigtsmæssigt. Symptomerne komme som regel snigende, men reaktionen kan være pludselig og voldsom, vrede eller gråd. Dette gælder også for børn. Venner, personale og familie synes måske, at barnet overreagerer og forstår slet ikke, hvad der har udløst anfaldet. Bagefter forstår barnet det måske heller ikke helt selv. Derfor synes det nødvendigt at tilbyde psykoedukation på børnesprog til børn omkring stress. Der er forskellige øvelser til dette i materialet.

Udfra denne stressforståelse så en situation for Mathias på 9 år sådan ud:

Mathias, 9 år og ADHD, har fortalt at en stressor for ham er larm. En anden er uro. Desuden er det vanskeligt for ham at have timer uden for klassen samt vikar. Da klassen skal have musik, siger han til sin lærer: ”Vi har haft vikar i dag. Det var én ting i mit bæger. Jeg var ude i frikvarteret, det var nr to ting i bægeret. Jeg tror, at hvis jeg går med til musik er der så meget larm, at mit bæger flyder over”. Musiklæreren, der har set Mathias masser af gange deltage positivt i musik – andre gange med voldsomme konflikter – spørger: ”Hvad skal der til, for at bægeret ikke flyder over, men at du i stedet finder ro?”. Mathias foreslår, at han sætter sig med en bog og deltager i musik næste uge igen. Ingen konflikt denne dag.

Grundlæggende bygger Detect & Destroy på neuropsykologien og neuropædagogikken. Materialet rummer bl.a. en overskrift ”Kort fortalt: hvad sker der med min hjerne?”. Med udgangspunkt i en samtale om hjernen bliver det understreget, at vi skal arbejde på at have ro på hypothalamus, så kortisolniveauet er i balance. Så fungerer og trives hippocampus, og så kan amygdala og cortex i samarbejde finde strategier til en hensigtsmæssig adfærd. Sammen med børnene er øvelser og samtalen tilpasset deres niveau, således at de opnår viden om, hvad der sker, samtidig med at de kan være med til at beskrive, hvad der for dem er med til at fremme/hæmme de forskellige signalstoffer som fx kortisol, serotonin og endorfiner. Der er i materialet eksempler på, hvordan du kan tale om hjernen med børnene.

Eksempler på hvordan børnene kan opleve og anvende hjernesnakken er angivet nedenfor:

Jonas, 13 år og Aspergers syndrom, har haft voldsomme affektudbrud, som har skræmt både ham selv og omgivelserne. Jonas har i den forbindelse fortalt via stress-sårbarhedsmodellen, at advarselstegnene er, at han får brug for at trække sig, det sitrer lidt i hænderne, og han får mundtørhed. Det er ikke noget lærerne har kunnet se, da det sker meget stilfærdigt, indtil han pludselig eksploderer. Jonas synes, hjernen er spændende, og har lavet sin egen eksterne ”tænkehjerne”. Et kort på sit bord, som han bruger til at komme i tanke om de gode strategier han kan benytte, når han mærker advarselstegnene. Jonas er stolt over, at det er ham selv der har fundet de gode strategier, for han tror på de virker i modsætning til hvis de voksne lige op til eller midt i et affektudbrud fortæller ham, hvad han skal. ”På den her måde er det mig selv, der taler til mig selv”. Jonas accepterer at de voksne anviser ham kortet, når de ser advarselstegnene.

 Jens, 15 år og autisme og angst, fortæller ud fra hjernen: ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller sige. Så kommer adrenalinen og overmander mig – eller er det kortisol? Og når det sker, virker min tænkehjerne ikke. Så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre og sige. Så er der kaos. Og det vil ikke stoppe igen.
Nogle gange har jeg en god plan. Så ved jeg hvad jeg skal. Og så kan tænkehjernen og følehjernen snakke sammen, som de skal. Der er ro i hovedet og kroppen. Så kan jeg komme i tanke om nye ting, jeg kan gøre og jeg kan sige. Det er en god dag”.  

Detect & Destroy er i naturlig forlængelse heraf kognitivt inspireret, i det der aktivt arbejdes med at opdage og se sammenhænge, skabe nye tankemønstre og deraf give rum for nye handlestrategier.

Udover psykoedukation omkring stress er der derfor indlagt øvelser med hhv. stress-sårbarhedsmodellen, samt nye materialer, der kaldes Bægeret og Vægten, som inspirerer barnet til at fortælle, hvordan barnet oplever sin situation samtidig med at det lægger op til, at der mellem voksen og barn findes nye strategier og indgås nye fælles samarbejdsaftaler.

Et vigtigt element i Detect & Destroy er klodser i forskellige former og farver. Klodserne går igen på tværs af øvelser, og det er barnet, der bestemmer hvilke former, farver og størrelser, der skal anvendes. Brug af klodser gør ikke blot barnet aktivt, men det støtter samtidig barnet i at nuancere og graduere sine oplevelser og erfaringer. Især for børn, der har tendens til at være lidt unuanceret og bedømme alt med ”det er åndsvagt” har klodserne vist sig at være en enorm gevinst. Samtlige børn, der har prøvet materialet sammen med mig, hvoraf størstedelen er børn med autisme, har øjeblikkeligt forstået symbolværdien af klodserne. Børnene vurderer således intuitivt, hvor stor vægt de tillægger en given ressource eller stressfaktor.

Fx som Line:
Line, 15 år og mental retardering, har en psykisk syg far. Ved brug af vægten og klodser fortæller Line, at far fylder meget i den svære skål, mens mor kun fylder en mindre klods i den gode skål. Hun bliver selv opmærksom på, at det kræver flere gode relationer, for at hun får nok styrke til at fungere med den belastning, det er at have en psykisk syg far. Der sættes ind i forhold til at mobilisere Lines netværk, og allerede gangen efter nævner hun både en veninde, mors veninde og en lærer, som alle har sagt, at de gerne vil i den gode skål. For Line er det nu meget tydeligt, at hun kan være sammen med far – og glædes derved – når hun har støtten fra de andre relationer samtidig.

Med baggrund i ønsket om at bringe barnets stemme mere i spil i forhold til indsatser i skolen er samtalematerialet Detect & Destroy præsenteret som et bud på hvorledes lærere, skolesundhedsplejersker, AKT´er, pædagoger og psykologer ud fra en neuropsykologisk og kognitiv funderet forståelsesramme kan have samtaler med børnene omkring stress, bredt forstået. På en konkret, handlingsorienteret måde, der tager hensyn til barnets udviklingsalder og kognitive forudsætninger, tales om det, der gør at barnet har vanskeligt ved at handle hensigtsmæssigt, med barnets egne ord og ud fra barnets egen forståelse.

Erfaringer peger på, at såvel forældre, lærere som børnene selv beskriver positivt udbytte af samtaler med inddragelse af Detect & Destroy, med høj grad af overførselsværdi fra samtale til dagligdag, ligesom barnet i højere grad udviser medansvar i forhold til egen adfærd.

 Jeg håber, at du må få lige så stor glæde af materialet, som jeg har. Ikke mindst at du sammen med børnene får nogle gode samtaler, der støtter jeres videre samarbejde og relation, og får lavet nogle konkrete strategier og aftaler, der kommer barnet til gavn i hverdagen.

 

Note:

[1] Børnene har for hver session udfyldt SRS og ORS (Session rating scale og Outcome rating scale). Deres forældre og personale har mundtlig tilkendegivet deres vurdering af effekten af samtalen. Bl.a. fortæller en forælder: ”Både vi og han kan nu bedre se, at der går meget mere forud end blot den ene ting han flipper ud over. Og løsningen er nogle gange at tage noget af det væk, som stressede ham i første omgang”. En lærer siger: ”Det er en kæmpe hjælp at han nu siger, hvad der sker og at vi sammen finder spor på, hvad der er på færde. Det har vi ikke gjort før på den her måde. Vi når slet ikke ud i konflikten, for vi samarbejder inden”.